Debat: Storkonflikt er principiel

Af NilsBrøggerJakobsen, Nærumgade 20, København N. Folketingskandidat for SF, Holstebro-kredsen

Læserbrev: Den forestående storkonflikt har været længe varslet og konfliktens parter har gang på gang gentaget deres synspunkter.

Konflikten drejer sig dog ikke blot om hvorvidt sygeplejersker, SOSUer og andre offentlige ansatte skal have mere i lønposen.

Konflikten er principiel og drejer sig om hvorvidt Danmark i fremtiden skal have en velfærdsstat med lige service til alle eller hvorvidt vi skal have et privatiseret sygehusvæsen finansieret via private sygeforsikringer. Faktum er, at hvis ikke de lavtlønnede offentlige ansatte ved denne overenskomst får en lønstigning som gør, at de blot tilnærmelsesvis følger lønudviklingen i det private arbejdsmarked, så vil det offentlige sundhedsvæsen reelt blive undermineret grundet manglende arbejdskraft og et privat sundhedsvæsen vil være eneste tvungne alternativ, hvis man vil have en anstændig behandling.

Udviklingen er allerede i gang og blandt dem som har råd er det ikke længere ualmindeligt med en privat sygeforsikring.

Der skal på ingen måde herske tvivl om, at SF støtter de faglige organisationers kamp for lige løn for lige arbejde. SF støtter ikke et statsligt indgreb i forhandlingerne, men har tillid til, at parterne udviser den fornødne ansvarlighed og opnår et kompromis som sikrer berettigede bedre vilkår for de lavtlønnede i den offentlige sektor.

Hvis konflikten bliver langvarig, hvilket ingen håber, vil jeg håbe, at Lars Løkke Rasmussen slukker smøgen på sit kontor, stiller rødvinen i skabet og går ud og drikker en kop kaffe med de danskere, som kæmper for lige løn for lige arbejde, inden han overvejer et regeringsindgreb i konflikten.

_____________________________________________________________________

Debat: Udvikling: Friis Bach og verdens fattigste?

Af NilsBrøggerJakobsen, Medlemskonsulent I MS

Gennem de seneste seks år har jeg via frivilligt engagement i Mellemfolkeligt Samvirke og mine studier intensivt arbejdet med betydningen af international handelspolitik i forhold til udvikling blandt verdens fattigste. Gennem årene har jeg flere gange løftet øjenbryn over Christian Friis Bach (CFB)’s holdninger og må sige, at han formår at bidrage til, at debatten omkring international handel i forhold til udviklingslandene ikke står i stampe – tak for det.

I analysen 3.4. mener jeg dog, at kæden noget så grusomt er sprunget af for CFB. Her præsenteres økonomiske beregninger, som viser, at en afslutning af WTO-forhandlingerne vil betyde en global økonomisk gevinst på næsten 100 milliarder dollar. Af dette beløb vil kun 0,4 milliarder dollar gå til verdens fattigste region i form af Afrika syd for Sahara. Samtidig vil hele 79,9 milliarder dollar af de 100 milliarder dollar gå til de rige lande. Selv om CFB er international chef i en af Danmarks største udviklingsorganisationer, får tallene ikke CFB til at ryste på hænderne, og han erklærer prompte, at en global handelsaftale er til fordel for både rige og fattige lande. Det virker meget uambitiøst, at man som repræsentant for en udviklingsorganisation stiller sig tilfreds med, at 0,4 procent af en global velfærdsgevinst går til verdens fattigste lande.

Jeg vil håbe, at CFB som eneste repræsentant for det danske udviklingsmiljø i statsministerens Afrika Kommission vil være i stand til at holde fokus på interesserne hos verdens fattigste.

_________________________________________________________________________

Debat: Tak til Mette Frederiksen

Af Nils Brøgger Jakobsen, Jagtvej 120, København Folketingskandidat for SF i HolstebroSF trykker gerne Socialdemokraterne lidt på maven, hvis processen går for langsomt. Læserbrev: Socialdemokraternes næstformand Mette Frederiksen har lanceret 10 teser for et bedre Danmark. Som folketingskandidat for SF modtages dette udspil med kyshånd, da udspillet på en lang række områder åbner op for øget samarbejde mellem SF og Socialdemokraterne. SF har gennem en periode taget forskellige initiativer i forhold til at samle oppositionen og det er positivt, at Mette Frederiksen nu be-svarer disse udspil. Allerede længe før de ti teser har vi i SF meldt ud, at vi er kritiske over for private sundhedsforsikringer da vi mener, at alle skal have lige adgang til sundhedsvæsnet uanset om man tjener 200.000 om året eller 1. mio. Ligeledes har vi i SF altid argumenteret for, at vi alle bliver rigere hvis vi afskaffer fattigdom og at der derfor skal gøres en særlig indsats for at udvikle velfærden i Danmark på dette punkt. I SF ønsker vi et stærkt fællesskab i form af en stærk velfærdsstat. Med en stærk velfærdsstat følger borgerlige pligter i forhold til, at vi alle, efter evne, bidrager til samfundets forsatte udvikling. Derfor er jeg enig med Mette Frederiksens synspunkt i, at man ikke kan tale om borgerlige rettigheder uden også at tale om hvilke pligter, vi som borgere har, i forhold til at bidrage til det fællesskab som traditionelt har kendetegnet Danmark. Samfundets sammenhængskraft via fællesskab bliver i disse år sat under pres grundet yderligere individualisering på arbejdspladsen, på uddannelsesinstitutionen og på ventelisten til operationsstuerne. Tendensen er, at vi frem for at blive betragtet som borgere i stadigt højere grad bliver betragtet som forbrugere som via kapital kan købe sig til goder som personer med mindre midler ikke har samme adgang til. Denne udvikling bør vi som borgere modsætte os og erkende, at markedskræfterne har sine lyksaligheder, men også sine begrænsninger i form af bl.a. at bidrage til øget ulighed. Manglende regulering af markedskræfterne har endvidere negativ betydning i forhold til forvaltningen af naturressourcerne og derfor er det også positivt, at Mette Frederiksen, i bedste SF stil ønsker at gøre op med skattestoppet og reformere vores skattepolitik. SF vil gerne samarbejde, og vi trykker gerne Socialdemokraterne lidt på maven, hvis processen falder os for langsom og mangler progressivitet.

_________________________________________________________________________

Debat: Et proforma-partnerskab?

EU-landene bør have et mere ligeværdigt forhold til Afrika.

Af NILS BRØGGER JAKOBSEN tidligere næstformand i Mellemfolkeligt Samvirke, Jagtvej 120, vær. 710, København N

8/12-9/12 BLEV DER i Portugal holdt EU-Afrika-topmøde. Forrige gang det afrikansk-europæiske forhold blev drøftet, var i 1884-1885, da de europæiske kolonimagter delte Afrika mellem sig. Senest de europæiske og afrikanske ledere mødtes, var i Cairo i år 2000, da EU’s rolle som donor i Afrika blev diskuteret.

Det var planen, at topmødet i Portugal skulle have stået på skåltaler i forhold til, at det var lykkedes EU og Afrika at nå til enighed om de såkaldte økonomiske partnerskabsaftaler (EPA) mellem EU og Afrika. For nogen tid siden stod det dog klart, at der på topmødet ikke ville blive holdt skåltaler omkring EPA-aftaler, da de afrikanske lande, ganske forståeligt, har vist sig meget skeptiske over for disse aftaler. Derfor måtte særligt EU nøjes med at udbringe skåltaler i forhold til et dokument, som vel bedst kan beskrives som en hensigtserklæring i forhold til, at forholdet mellem EU og Afrika skal basere sig på et ligeværdigt partnerskab.

Bedre sent end aldrig

Det er vanskeligt at være imod, at EU og Afrika indgår et ligeværdigt partnerskab, og man fristes til at sige, at det er bedre sent end aldrig, at EU får et mere ligeværdigt forhold til Afrika, frem for blot at se sig selv som enten kolonimagt eller donor.

Inden man dog lader sig forblænde af de pæne ord om ligeværdigt partnerskab, er det nødvendigt at gøre opmærksom på, at hvis ikke partnerskabsaftalen fører til, at EU ændrer sin politik over for Afrika, er partnerskabet ikke meget andet end blot et proforma-partnerskab. Til trods for at det på topmødet blev forsøgt at lancere begrebet partnerskab mellem EU og Afrika som noget nyt, er dette kun i ringe grad tilfældet. F.eks. har der i flere år eksisteret fiskeri-partnerskabsaftaler, og forhandlinger om de andetsteds nævnte økonomiske partnerskabsaftaler (EPA’er) har stået på i mange år. Hvorvidt disse partnerskabsaftaler reelt er til fordel for Afrika, kan der i særdeleshed sættes spørgsmålstegn ved, og senest har to rapporter, bestilt af det danske folketing, vist, at EPA’erne bidrager negativt til Afrikas udvikling. Trods nogen skepsis i forhold til, hvad det reelle indhold af EU-Afrika-partnerskabsaftalen er, skal det retfærdigvis siges, at aftalen anvender en retorik, som forpligter. Samtidig lægger aftalen op til, at Afrika kommer endnu højere op på den europæiske dagsorden, og at der ikke skal gå syv år, før lederne fra de to kontinenter mødes igen. Som en del af partnerskabsaftalen følger en ganske ambitiøs implementeringsstrategi for perioden frem til 2010. Det er dog desværre usikkert, hvor pengene til partnerskabet skal komme fra, og der er ikke afsat nye midler.

EU’s interesse i styrkeforholdet i forhold til Afrika skyldes, at lande som Kina er begyndt at interessere sig for Afrika, og derfor er det for EU blevet vigtigt at få forankret sin position i Afrika.

Langt fra ligeværd

At flere lande er begyndt at interessere sig for Afrika, styrker Afrika i forhandlingerne, og selv om vi reelt er meget langt fra et ligeværdigt forhold mellem EU og Afrika, kan vi håbe, at Afrika er i stand til forhandle bedre aftaler hjem, end det tidligere har været tilfældet. Det kræver imidlertid inddragelse af de civile organisationer; en inddragelse, som EU ikke har ønsket i forbindelse med EPA-forhandlingerne.

EU-Afrika-topmødet tiltrak sig megen opmærksomhed grundet særligt Robert Mugabe og Gordon Brown. I den forbindelse skal det nævnes, at visse kommentatorer mente, dette fokus var belejligt for flere vestlige ledere, fordi det fjernede det egentlige fokus fra topmødets dagsorden. Ligeledes bør det bemærkes, at flere lande syd for Sahara forud for mødet havde signaleret, at de ikke ønskede, at Mugabe skulle stjæle billedet. De ville hellere diskutere de ting, som reelt var på dagsordenen, herunder f.eks. EPA’erne.

Det portugisiske EU-formandskab har lagt stor prestige i topmødet og føler grundet landets historisk store engagement i Afrika samt mange bosiddende afrikanske migranter, at Portugal, om noget, er landet, der kan forene EU og Afrika. Dette til trods for, at der i særdeleshed kan sættes spørgsmålstegn ved, hvor elegant Portugal lod sine tidligere kolonier som f.eks. Mozambique og Angola overgå til nationalt selvstyre.

Citat EU’s interesse i styrkeforholdet i forhold til Afrika skyldes, at lande som Kina er begyndt at interessere sig for Afrika, og derfor er det for EU blevet vigtigt at få forankret sin position i Afrika.

____________________________________________________________________________

Kommentar: TOPMØDE: EU-Afrikatopmødet - slut på kolonitiden?

Af Nils Brøgger Jakobsen

Mange ting skal laves om, før man reelt kan tale om partnerskab mellem EU og Afrika

Forud for EU-Afrika topmødet i Portugal den 8.-9. december er det lykkedes Brown og Mugabe at sættes hver deres dagsorden - med hinandens hjælp. Mugabe har sagt, at han deltager i topmødet, og at han ikke mener, at EU, herunder i særdeleshed Zimbabwes tidligere kolonimagt England, på grund af kolonitiden, har noget at skulle have sagt hvad angår demokrati og menneskerettigheder. Brown vil ikke komme, da han ikke ønsker at sidde ved samme bord som en diktator i form af Mugabe, som med fatale konsekvenser forulemper sit lands folk. De to herrers dagsorden bunder altså i den mørke kolonitid. En kolonitid som det portugisiske formandskab med topmødet endegyldigt ønsker at gøre til fortid samt sætte en ny dagsorden, som bygger på partnerskab mellem EU og Afrika.

Portugal har lagt op til, at der på EU-Afrika-topmødet skal vedtages et 30 siders dokument som i forhold til en bred vifte af udfordringer, skal lægge fundamentet for et forhold mellem EU og Afrika beskrevet som et partnerskab. Papiret følges op af en 50 siders implementeringsplan for perioden 2008-2009. Papirerne fremlægger ikke nye konkrete politiske målsætninger men forsøger at opnå relevans ved at signalere, at EU og Afrika ved at underskrive nu indgår i et partnerskab, hvor man tager fælles hånd om problemerne.

Måske reel milepæl

At der skal stå 2007 i kalenderen, før forholdet mellem EU og Afrika beskrives som et partnerskab, beskriver meget godt, hvilket forhold EU har haft til Afrika - og er i sig selv ganske tankevækkende. Det er endvidere interessant at overveje, hvorvidt papiret kommer til at spille en rolle og reelt markere en milepæl i forholdet mellem EU og Afrika. Forhåbentligt afspejler terminologien ‘partnerskab’ andet end blot det faktum, at EU ikke længere blot er en klub for tidligere kolonimagter men i dag også består af en lang række andre lande.

Topmødet bliver forhåbentligt en milepæl i forholdet mellem EU og Afrika, men desværre er der mange ting, der skal laves om på, før man kan tale om et reelt partnerskab mellem EU og Afrika.

Hvis man eksempelvis ser på samhandlen mellem EU og Afrika, vil man desværre se, at den i dag ligesom i kolonitiden i meget høj grad udgøres af uforarbejdede fødevarer og andre råvarer. Samhandlen er i dag meget begrænset, og hvis man eksempelvis ser på de fiskekvoter, som EU via såkaldte partnerskabsaftaler køber i Afrikansk farvand, er det svært at se, hvordan denne form for handel og partnerskab reelt bidrager til langsigtet udvikling af Afrika.

Sideløbende med topmødet i Portugal foregår der netop i disse dage meget intense forhandlinger om, hvorvidt det skal lykkes EU at få de tidligere kolonilande til at skrive under på en bilateral handelsaftale, som over tid giver EU en stor grad af fri adgang til de pågældende landes markeder. Disse aftaler kaldes økonomiske partnerskabsaftaler. På trods af navnet er det ingen hemmelighed, at EU har skullet tage knap så fine forhandlingsmetoder i brug for at få de fattige lande til at skrive under. Som udgangspunkt skulle de økonomiske partnerskabsaftaler være til fordel for de tidligere kolonilande, men det er ikke uden grund, at landene stritter imod. Al forskning viser, at det såkaldte økonomiske partnerskab vil være en ulempe frem for en fordel for dem.

En meget lavpraktisk, men alligevel afgørende betingelse for, at strategien får ben at gå på, er spørgsmålet om, hvorvidt den er finansieret. Hertil kan der svares, at der ikke følger nye midler med til implementering af strategien, samt at der blandt flere af EU’s medlemslande er udbredt mangel på vilje til at leve op til EU’s målsætninger hvad angår udviklingsbistand.

Gentagelse snart

En anden vigtig betingelse for, at strategien bliver implementeret er, hvorvidt den bliver fulgt op og ikke blot lægges i skuffen. Ikke meget tyder på, at Slovakiet, som har formandskabet efter Portugal, vil gøre meget for at følge op på strategien.

I stedet bør man sætte sin lid til, at den ambitiøse målsætning om at gentage EU-Afrika topmødet om 2-3 år realiseres, og at der ikke igen skal gå syv år, som der gjorde, efter at det første blev afholdt. Som notits skal det her nævnes, at der i 2003 var planer om at afholde et EU-Afrika topmøde, men at det lykkedes Mugabe at forplumre dette.

I Mellemfolkeligt Samvirke har vi i årtier arbejdet med en reel partnerskabstilgang med vores partnere i verdens fattigere lande. Vi ved derfor, at det for at få et partnerskab til at fungere kræves, at de to parter har tillid til hinanden. Endvidere bygger et partnerskab på, at aktørerne skal være demokratisk legitime og ikke blot være top-styrede enheder, som siger en masse pæne ord men efterfølgende blot forsætter med at mele egen kage. Et partnerskab er legitimt i det øjeblik, at de to parter er demokratisk forankrede og implementerer en politik, som befolkningen føler demokratisk medejerskab til og som afspejler, hvad man er blevet enige om.

I Mellemfolkeligt Samvirke hilser vi partnerskabstilgang meget velkommen. Som NGO vil vi gøre vores bedste i forhold til at bidrage til kvalitetssikringen af partnerskabsaftalen og holde politikerne fast på deres fine ord. Personligt får jeg rig mulighed for dette allerede forud for topmødet i Lissabon, da jeg, som resultat af Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde med unge og demokrati i kampen mod fattigdom, er blevet udpeget til at skulle repræsentere den danske ungdom på det forudgående EU-Afrika ungdomstopmøde i Lissabon.

Nils Brøgger Jakobsen er medlem af Mellemfolkeligt Samvirkes bestyrelse

________________________________________________________________

Dansk udviklingspolitik udenrigspolitiseres.

Af Nils Brøgger Jakobsen næstformand i Mellemfolkeligt Samvirke

De danske udviklingsorganisationers engagement i Irak har været til debat, dels i Information den 25. juli, og dels i deadline hvor Venstres’ udenrigs- og udviklingspolitiske ordfører, Jens Hald Madsen (JHM), kritiserede danske NGO for ikke at engagere sig i genopbygningen af Irak.

For organisationer som Mellemfolkeligt Samvirke er det helt afgørende, at forskellene mellem militære interventioner og humanitært arbejde fremstår soleklare. En militær aktion har altid et politisk sigte og adskiller sig alene herved fra det humanitære arbejde. Hvis der kan stilles spørgsmålstegn ved de humanitære organisationers politiske neutralitet forringes deres troværdighed og deres arbejde med lokalbefolkningen vanskeliggøres.

Desværre er det dog ikke nogen overraskende nyhed, at JHM ønsker at politisere den danske udviklingspolitik.

Generel udvikling

Under den siddende regering har vi set en konstant udvikling i retning af tættere kobling mellem udvikling og udenrigspolitik. Samtidig med de generelle nedskæringer af udviklingsbistanden har man således set et voksende fokus på nærområdeprogrammer, som til dels har til formål, at bremse flygtningestrømmen til EU. Også regeringens såkaldte ‘Offensive Handelsstrategi’ bidrager til en tættere kobling mellem dansk erhvervspolitik og udviklingspolitik. Et tredje eksempel er regeringens netop offentliggjorte Afrika strategi, hvor der fokuseres på jobskabelse for unge. Dette emne er selvfølgelig yderst relevant i en region af verden, hvor den reelle arbejdsløshed opnår højder som vi på vore breddegrader slet ikke kan forestille os. Man fornemmer dog, at baggrunden for det valgte fokus handler om mere end lokale Afrikanske interesser, og også har til formål, at bremse immigrationen til Danmark og resten af EU.

Også Udviklingsminister Ulla Tørnæs’(UT) involvering i sagen omkring den dræbte irakiske tolk er endnu et eksempel på, hvordan grænsen mellem udviklingspolitik og udenrigspolitik er blevet flydende. Denne varme kartoffel i tolkesagen endte ikke bare hos UT på grund af kollegiale forhold i regeringen, men fordi der blev brugt danske bistandsmidler i forbindelse det danske engagement i Irak.

Dansk bistand har traditionelt modtaget meget høj international anerkendelse. Hvilket skyldes, at Danmark altid har givet kvalificeret bistand ud fra faglige argumenter, baseret på baggrund af lokale behov, frem for nationale egeninteresser. Afvigelse fra dette princip kan resultere i, at der ikke blot er sket en kvantitativ nedskæring af dansk bistand, men også en kvalitativ udhulning.

Dette synspunkt understøttes af OECD’s seneste evaluering af dansk bistand, hvor netop de mange politiske initiativer kritiseres for, at undergrave de langsigtede strategier i dansk udviklingspolitik. For at bremse den negative og stigende politisering af dansk udviklingsbistand har Mellemfolkeligt Samvirke foreslået, det vi kalder ‘en ren procent’. Vi ønsker, at den danske bistand igen sættes op på en procent og samtidig kvalitetssikres. Hermed vil bl.a. forskellen mellem udviklingspolitik og udenrigspolitik igen blive tydelig, og det vil ikke længere være muligt, at danske bistandskroner bruges på tvivlsomme projekter, som hører til under forsvarsministeren.

Brøgger’s Univers