Bragt i Dagbladet Holstebro-Struer 18. juni 09

Af Nils Brøgger Jakobsen, Folketingskandidat for SF Holstebro.

Beklager, men diskussionen om tronfølgeloven har ikke engageret mig meget – dog vil jeg takke for en vis underholdningsværdi. Frem for at beskæftige sig med politik som potentielt blot bliver aktuelt om 80 år, syntes jeg regeringen burde begynde at tage finanskrisen og den stigende arbejdsløshed alvorligt. Dette synspunkt til trods kan jeg ikke undlade at interessere mig for, at min åbenbart meget konservative kollega, Anne Hansen, i Dagbladet 13. juni mener, at indholdet af grundloven er tidssvarende!

Hvilke af følgende udsagn fra Grundloven mener Anne Hansen er tidssvarende både indholdsmæssigt og sprogligt? § Kongen kan benåde og give amnesti. § Kongen befaler lovens kundgørelse og drager omsorg for dens fuldbyrdelse. § Kongen har ret til at lade slå mønt i henhold til loven. § Kongen kan til enhver tid udskrive nyvalg.

Grundloven er noget særligt, ikke desto mindre er den del af gældende lovgivning. Derfor burde det være forståeligt, også for de konservative, at Grundloven, som enhver anden lov, fra tid til anden skal tilpasses virkeligheden.

__________________________________________________________________

Tillykke med det flotte valg SF. Bragt i Dagbladet Holstebro-Struer 10. juni 09

Af Nils Brøgger Jakobsen, Folketingskandidat for SF Holstebro.

Valget til Europaparlamentet gav SF en fordobling af både stemmer og mandater – tillykke med det. Valget viste, at SF’s fremgang er kommet for at blive. Anført af Magrete Auken kørte SF en rigtigt flot valgkampagne. En kampagne drevet af en politiker hvis hjerte man ikke er tvivl om banker for et mere socialt og et mere grønt Europa. Trods et betydeligt større valgbudget fik både Venstre og De Konservative et dårligt valg. Kilo-prisen per valgt parlamentsmedlem hos Venstre og de Konservative har således været betydeligt højere end hvad den har været for SF.

Valget viste, at flere og flere vælgere støtter SF. Denne tendens ses ikke blot i Danmark, men også i mange andre europæiske lande og i særdeleshed blandt vores nordiske søsterlande. I SF er vi meget taknemmelige for den store opbakning vi har fået til det seneste folketingsvalg og til det netop overståede valg til Europarlamentet. I den næste tid vil fokus være på kommunalvalget til efteråret. Til dette valg har SF Holstebro et meget stærkt hold af kandidater, som på hver deres vis vil knokle for et mere grønt og et mere socialt Danmark.

______________________________________________________________________________

Debat: Glædelig 1. maj.

Af Nils Brøgger Jakobsen, Folketingskandidat for SF Holstebro.

Bragt i Dagbladet Holstebro-Struer 29. april 09

Årets 1. maj taler kommer til at omhandle finanskrisen. Mere end 1000 mennesker bliver hver uge arbejdsløse. Også Holstebro og omegn har været hårdt ramt af fyringer på bl.a. slagteriet og hos Birn.

Der findes ingen let løsning på, hvordan Danmark og resten af verden kommer ud at finanskrisen. Et er dog sikkert, den taktik som Løkke og Co. har lanceret holder ikke. Frem for at handle sidder regeringen på hænderne og venter på at krisen går over – dette alt imens, at de øver sig på nye øgenavne til ”Socialistisk Folkeparti” som nu åbenbart er blevet deres hovedfjende.

I SF ved vi, at krisen skal modsvares med politiske initiativer. Vi ved, at folkeskolernes tilstand ikke bliver bedre jo længere vi venter. Vi ved, at det er i krisetider som denne, at vi skal investere i fremtidige løsninger. SF er ikke alene om denne viden og når Obama siger, at han vil skabe jobs ved at investere i energieffektivisering og roser Danmark for vores anvendelse af vindenergi er det ikke regeringens politik han henviser til, men SF-politik.

1. maj skal i år bruges til at markere, at vi i krisetider skal stå sammen – dette både hvad angår den enkelte arbejdsplads, men også i familien hvor husholdningsbudgettet måske kun består af én lønning. I krisetider skal vi dog også tænke fremad. Ved at fremrykke offentlige investeringer og tænke i fremtidige løsninger kan vi både skabe arbejdspladser og et Danmark som igen bliver rollemodel for resten af verden.

Rigtig glædelig 1. maj. _____________________________________________________________

Farvel Fogh.

Af Nils Brøgger Jakobsen, folketingskandidat for SF Holstebro.

Bragt i Dagbladet Holstebro-Struer 11. april 09

Danmark har fået ny statsminister og Fogh er blevet generalsekretær i NATO – tillykke med det. Inden Fogh helt er blevet historie syntes jeg, at det er værd at se tilbage på, hvad Fogh har udrettet over de sidste syv år og 4 måneder.

Selv om man politisk er uenig med Fogh kan der dårligt herske tvivl om, at Fogh er en glimrende kommunikator og en fremragende strateg som dygtigt har kunnet være sin egen spindoktor. Hans ”der er ikke noget at komme efter” retorik vil uden tvivl blive noget af det, som Fogh vil blive husket for. Dette måske særligt, fordi der rent faktisk var en del at komme efter.

Uligheden under Fogh er steget og Danmark er i højere grad blevet delt i et A og et B hold. Marginaliserede borgere i det danske samfund har i stigende grad oplevet hvordan regeringen har svunget pisken over dem. Samtidig har den bedrestillede del af samfundet modtaget forskellige gulerødder, senest i form af socialt skæve skatteomlægninger.

Den offentlige sektor er blevet udpint. Grundet beskæringer er tilliden til fx det offentlige sygehusvæsen blevet forringet. Ca. 1 mio. danskere har i dag en privat sundhedsforsikring. En ordning som gør, at rig og fattig i Danmark ikke længere har samme vilkår. Foruden beskæringer er der blevet indført administrative kontrolsystemer så medarbejderne hele tiden føler sig overvåget. Varme hænder er byttet ud med regneark.

Fogh har I samarbejde med det meget trofaste støtteparti ført en stop-politik. Stop for anstændig behandling af flygtninge, stop for anstændig behandling af asylansøgerne og stop for en øget indsats på integrationsområdet. Den førte politik på dette område har gjort det svært, at være stolt af sit hjemland. Personligt har jeg fjernet Dannebrog fra min rejsetaske når jeg rejser i udlandet.

Samarbejdet med Dansk Folkeparti har ført til stop for det brede arbejde i Folketinget. Begreber som ’blå stue’ og ’rød stue’ er blevet en almindelig betegnelse for det danske folketingsarbejde. Ikke særligt heldigt hvis man gerne vil bryste sig af at have verdens bedste demokrati.

Fogh har ledet Danmark i en periode med højkonjunktur. Danskerne har fået flere penge mellem hænderne, men Fogh har forpasset chancen for at bruge opgangstiden til at investere i, at ruste Danmark til krisetider. Frem for at investere i bæredygtige og fremtidssikrede løsninger har Fogh bidraget til gunstige vilkår i bobleøkonomierne som fx bank- og boligspekulation. Ligeledes behøver man dårligt at nævne, at Fogh ikke har gjort meget for at miljøet og at Lomborg stadig er på finansloven og er en af regeringens fortrukne smagsdommere.

Selv om Fogh forsvinder, kan vi dog ikke regne med, at det danske folk vil blive spurgt, hvem de syntes skal lede Danmark. Tiltroen til Fogh’s Lars Løkke er vigende og meningsmålinger tyder på, at danskerne ikke blot vil have en afløser for Fogh, men vil have en anden regering og en anden politik. Derfor er det forventeligt ikke kun Fogh der som statsminister snart bliver historie, men hele den borgerlige regering.

_____________________________________________________________________________

Debat: Søren Gades popularitet?

Af Nils Brøgger Jakobsen, Folketingskandidat for SF Holstebro

Dagbladet Holstebro-Struer | 14.02.2009 |

I julen læste jeg i Dagbladet en artikel, som jeg ikke siden har kunnet slippe. Artiklen drejede sig om, at Søren Gade var regeringens mest populære minister og at flere anså ham som kronprins når/hvis Anders Fogh forlader posten.

Jeg tilbragte i forbindelse med valgkampen 2007 en del tid sammen med Søren Gade og kan i den forbindelse bekræfte, hvad også har sagt, at Søren Gade er en jovial og behagelig person som scorer højt på ”ham vil jeg gerne dele en øl med” barometeret. Ligeledes hersker der ikke et sekund af tvivl om troværdighed, når Søren Gade tropper op på tv og beklager, at endnu en dansk soldat er falden i kamp. Trods ovenstående, har jeg svært ved at finde politiske resultater som begrunder hans popularitet og kan ikke sige mig fri for at tænke, at hans titel som regeringens mest populære minister skyldes manglende konkurrence fra andre af regeringens ministre!

Søren Gade har i løbet af hans tid som minister været involveret i en efterhånden ganske lang række af politiske skandaler af forskellig karakter. Lad mig nævne et par stykker.

Senest er det kommet frem, at ministeren i det forgangne år har brugt 400 mio. kr. mere end budgetteret og man grundet mangelfuld regnskabskultur ikke er i stand til at identificere hvor overforbruget er sket. Endvidere er det stadigt uklart, for den danske befolkning, hvorfor Danmark deltog i krigen i Irak og hvorvidt Danmark har udleveret fanger til lande som anvender tortur. Heller ikke forsvarets indkøb af det førerløse spionfly ’Tårnfalken’ og køb af helikoptere har været heldige og får nærmest DSB’s evner som indkøber til at fremstå som gode. I flæng kunne endvidere nævnes, Søren Gades støtte til klyngebomber, personaleflugt fra forsvaret, dårligt materiel til udsendte soldater, tyveri af våbner fra danske kaserner samt en forsinket forsvars kommission.

Trods skandalerne har forsvarslobbyen ikke holdt sig tilbage og med hjælp fra blandt andre de konservatives Helge Adam Møller tyder meget på, at forsvaret i 2009, trods finanskrise, skal ud og købe kampfly til beløb på op imod 30 mia. kr. som skal betales af danske skatteydere.

Enhver minister kan løbe ind i negative historier, men jeg syntes der er langt mellem de positive og progressive reformtiltag fra forsvarsministeren. Dette på trods af, at forsvaret i manges øjne, fremstår som en lidt gammeldags og bureaukratisk institution som i høj grad er præget af hierarki og tradition. Frem for at komme med reformforslag er Søren Gade til tider præget af ideologi og betegnede i Berlingske Tidende, oktober 2008, både værnepligten og hjemmeværnet som gode borgerlige mærkesager.

I SF mener vi, at både hjemmeværnet og værnepligten hører fortiden til. Værnepligt betyder, at umotiverede unge ofte bliver presset til at blive en del af det danske forsvar. Via en professionalisering af det danske forsvar, kan man sikre motiverede ansatte i forsvaret som selv opsøger en karriere i forsvaret. Hjemmeværnets kompetencer afspejler i ringe grad de opgaver det danske forsvar står overfor. Derfor ville det være mere relevant hvis ressourcerne til hjemmeværnet blev brugt på opgaver rundt om i verden hvor der er brug for en professionel tilgang.

______________________________________________________________________________

Ambulancekørsel – en principiel sag. Af Nils Brøgger Jakobsen, Folketingskandidat for SF Holstebro.

Dagbladet Holstebro-Struer | 11.02.2009 |

2009 skulle ikke blive gammel, før der endeligt blev sat punktum for farcen om hvem, der skal stå for ambulancekørslen i Danmark. Jeg er glad for, at det svenske ambulanceselskab, Samariten, har kastet håndklædet i ringen og indset, at de ikke var opgaven værdig til at drive ambulancekørsel i Danmark.

Godt denne forringelse af det danske sundhedsvæsen blev stoppet i tide – lad os håbe at vi tager ved lære af denne sags pinlige erfaringer og for fremtiden tænker os grundigt om i forhold til hvilke serviceområder, der kan sendes i privat udbud og hvilke, der ikke egner sig.

Jeg mener, at sagen vedrørende Samariten har vist, at der er behov for en grundig og principiel diskussion af hvilke opgaver, der kan udføres af virksomheder, som har interesse i at maksimere deres profit og hvilke, der ikke kan. Det er mig en gåde, hvordan ambulancekørsel i Danmark er blevet et område, hvor private firmaer kan tjene profit. Ambulancekørsel er et fag hvor blot den mindste lille fejltagelse, kan vise sig at være fatal. Hvis ambulancekørsel kan udliciteres til private, har jeg svært ved at se, hvad der så ikke kan!

Farcen omkring ambulancekørslen har vist hvordan, desperate firmaer har faldbudt hinanden. Fokus har ikke været på hvem, der har kunnet levere det bedste produkt men hvem, der har kunnet levere det billigst. Jeg ønsker ikke, at det danske velfærdssamfund og sundhedsvæsen i fremtiden skal præges af sådanne auktionslignende tilstande og mener, at vores liberale og udliciteringsvenlige regering bør tænke mere i velfærd og mindre i profit.

_______________________________________________________________________________

Debat: Obama og “Gu’ ka vi så”.

Dagbladet Holstebro-Struer | 24.11.2008 |

Af Nils Brøgger Jakobsen, Folketingskandidat for SF Holstebro.

Efter at have været i USA og følge valget af Obama er det spændende at komme tilbage til den hjemlige politiske andedam.

Håb.

Ja´ det var en voldsom oplevelse at være i Chicago da Obama blev valgt og ja’ jeg må indrømme, at jeg har store forventninger til Obama. Først af alt er jeg imponeret over hans valgkamp. Det er meget positivt, at den amerikanske befolkning valgte en politiker som talte til de positive aspekter af mennesket. Obamas ord om håb vandt over republikanernes skræmmebilleder. Obamas globale udsyn vandt og replublikanernes snævertsyn. Obamas tanker om fællesskab vandt over den fortsatte individualisering som republikanerne ønskede.

Venstre, Konservative og Republikanerne.

Selv om der politisk er en betragtelig forskel på SF og Obama er der også flere ligheder. Under alle omstændigheder har jeg meget svært ved at forstå hvorfor medlemmer af Konservativ Ungdom (KU) og Venstre’s Ungdom (VU) samt Henrik Fogh alle støttede op om republikanerne. Det republikanske parti er meget konservativt og gammeldags og er fx modstandere af fri abort. Klimaudfordringerne har republikanerne stadig ikke forstået og mener, at USA skal basere sin energiproduktion på afbrænding af kul. En meget forurenende energikilde som på ingen måde passer i forhold til, at de konservative igen og igen forsøger at lancere sig som et grønt parti. Hvis gerne man vil være grønt parti, bør man finde andre legekammerater i udlandet og så vil vi gerne se en smule handling frem for blot tomme ord.

Bush som inspirationskilde.

Ingen tvivl om at Fogh regeringen over de seneste 8 år har hentet inspiration hos den republikanske Bush-regering. Seneste eksempel på dette er Forsvarsminister Søren Gade, som argumenterer for privatisering af dele af det danske forsvar. Dette forslag er meget skræmmende og tanken om at man ønsker at forbinde private interesser og profit med krigsførelse må jeg tage skarpt afstand fra. Hvis man privatiserer den danske hær, så er minimalstaten en realitet!

Nye politiske vinde.

I USA blæser der nye politiske vinde, vinde som vil krydse Atlanten og påvirke dansk politik i positiv retning. Fogh’s forbrydelser fortsætter, men allerede til Venstres landsmøde var Fogh ude og sige at han har taget fejl hvad angår miljø og klimapolitikken.

Der er brug for en ny regering i Danmark. I USA sagde Obama “Yes we can” i Danmark siger SF “Gu’ ka vi så” - der er brug for forandring og friske vinde i dansk politik.

__________________________________________________________________________

Debat: Nu kan jeg ikke længere finde lyspunkter…

Dagbladet Holstebro-Struer | 10.10.2008 |

Nils Brøgger Jakobsen, Folketingskandidat for SF Holstebro.

Under sidste års valgkamp blev jeg af en journalist på Dagbladet, bedt om at nævne det folketingsmedlem fra regeringen eller Dansk Folkeparti, som jeg havde mest respekt for. Grundet manglende konkurrenter kunne jeg uden tøven sige, at jeg havde stor respekt for Birthe Rønn Hornbech, da hun var en kvinde som sagde sin mening og stod inde for det, hun sagde.

I sidste uge præsenterede regeringen sin nye udlændingepolitik og fremlagde her, hvordan den ville håndtere, at store dele af dansk udlændingelov er blevet kendt ulovlig i forhold til gældende EU regler. Til pressemødet var Birthe Rønn Hornbech flankeret af to mænd klædt i sort – Dansk Folkeparti’s Peter Skaarup og Kristian Thulesen Dahl.

Pressemødet vidste med alt tydelighed, hvad det er for en regering, vi har i Danmark. De konservative var ikke til stede ved pressemødet, da de øjensynligt ikke havde haft nogen indflydelse på den præsenterede politik, som sikkert blot var en studehandel mellem DF og Venstre. En duknakket Birthe Rønn Hornbech repræsenterede Venstre og regeringen, men sagde ikke meget til pressemødet, og det var klart, at Dansk Folkeparti havde været idémand bag de yderligere stramninger, som blev præsenteret – stramninger som er langt ud over det rimelige og fair.

Pressemødet gjorde det igen klart for mig, at en stemme på Venstre og de Konservative er en stemme på DF – samt at der med Birthe Rønn’s knæfald som minister ikke længere er lyspunkter tilbage i regeringen. Selv Ny/Liberal Alliance er på det seneste løbet tør for underholdende indslag og eneste potentielle lyspunkt tilbage er, at vi kan forvente, at den nye Justitsminister, Brian Mikkelsen, laver en kanon over Danmarkshistoriens største røverier eller, at Venstres’ løsgående missil i form af Jens Rhode, kommer med nye spændende udsagn.

Som det fremgår, har jeg ændret opfattelse af Birthe Rønn Hornbech, men som bekendt kan vi alle blive klogere og jeg tror ikke, at jeg er den eneste som er skuffet over i hvilken grad Fogh og Co. har glemt alt om hvilke fornyelser, de prædikede under valgkampen.

________________________________________________________________________________

Debat: Hellere sabbatår end Bertels sorte skole

Af NilsBrøggerJakobsen, Nærumgade 20, København Folketingskandidat for SF i Holstebro.

Uden at forklejne uddannelses- institutionerne vil jeg påstå, at jeg aldrig i mit liv har lært mere end i de syv måneder, hvor jeg med en kammerat backpackede rundt i det fjerne Asien.

Lad mig starte med at tilstå, at det er sjældent jeg citerer dansktopsangere. Dorthe Kollos ord om den søde student fra Holstebro, syntes jeg dog, er meget rammende, og jeg sikker på, at de glade studenter, som i disse dage fylder godt i bybilledet, får mange til at trække på smilebåndet.

Beklageligvis er antallet af unge, som gennemfører en ungdomsuddannelse i år 2008 meget lav, og vi skal helt tilbage til år 1993 for at finde tilsvarende lave tal. Denne bundrekord er yderst problematisk. Regeringens målsætning om at 95 procent af en årgang skal have en ungdomsuddannelse har som så mange af regeringens andre målsætninger, vist sig som tomme.

Lav status

Tendensen kan dog desværre ikke komme som nogen overraskelse, da uddannelse under den borgerlige regering har haft meget lav prioritet. Måske for at fjerne fokus fra ovenstående uheldige tendens har Bertel Haarder i medierne gennem de sidste dage tordnet mod de unges sabbatår. »Se at komme i gang« har Bertel sagt og endnu en gang stikker regeringens sorte uddannelsespolitik sit forældede hoved frem - man får den opfattelse - at regeringen stadig mener, at ens evne til at recitere kongerækker afspejler ens lærdom.

I modsætning til Bertel betragter vi i SF viden og lærdom som en meget kompleks størrelse. Derfor anbefaler vi i SF, at unge tager et sabbatår eller to, hvis de under disse år sørger for at blive udfordret og få sig nogle oplevelser for livet. Uden at forklejne de uddannelsesinstitutioner, jeg har gået på, vil jeg påstå, at jeg aldrig i mit liv, har lært mere end i de syv måneder, hvor jeg med en kammerat backpackede rundt i det fjerne Asien. Denne rejse har i den grad været med til at forme mig som menneske, og jeg håber, at dette års studenter ikke lytter til Bertel, men giver sig selv den oplevelse, det er at rejse ud og lære at stå på egne ben blandt andre kulturer. Tillykke med huen.

Billedtekst: lyt ikke. De unge studenter skal ikke fare over studierne, som landets undervisningsminister befaler. De skal rejse ud og lære mere om verden - og sig selv.

_______________________________________________________________________________

Debat: Forbrydelsen fortsætter - regeringen kommer ikke med de lovede reformer

Af NilsBrøggerJakobsen, Folketingskandidat for SF Holstebro:

Danmarks Radio har annonceret, at tv-serien forbrydelsen fortsætter til efteråret. Det er dog ikke kun i tv at forbrydelsen fortsætter. Der er efterhånden gået seks måneder siden, regeringen blev genvalgt og trods lovende valgflæsk om reformer på den ene og anden led, må man erkende, at regeringens forbrydelser til stadighed fortsætter. Overordnet består regeringens forbrydelser i at forspilde chancen for at investere i fremtidens Danmark. Danmark har gennem de sidste år oplevet økonomisk gode kår. Det til trods har regeringen undladt at investere i fremtiden og har fx gang på gang skåret i midlerne til uddannelse i Danmark. Regeringen påstod under valgkampen, at den havde visioner for at forny den offentlige sektor. Disse visioner har vist sig at være tomt spin og faktum er, at den danske velfærdsstat under den siddende regering dag for dag bliver undermineret til fordel for den private sektor. Dette betyder at uligheden vokser. Imens de mindre velstillede står i kø på de offentlige ventelister, har de bedre bemidlede, via deres pengepung, stadigt bedre adgang til det private sundhedsvæsen og kan dermed snyde foran og springe ventelisten over. Regeringen er kørt træt. Eneste område hvor regeringen til stadighed viser en smule engagement er vedrørende værdikampen hvor regeringen, inspireret af Dansk Folkeparti, fortsætter sin hetz mod danskere med ikke hudfarvet hud. Forbrydelsens hovedperson, Anders Fogh Rasmussen, virker til at have mistet interessen for dansk politik og søger åbenlyst at blive castet til en international hovedrolle.

Blakket ry

Statsministerens stand-in, Lars Løkke Rasmussen, er efterhånden en person med et blakket ry. Dagligt stilles der berettiget spørgsmålstegn ved, om Lars Løkke Rasmussen kan træde ud af hans noget blakkede fortid og værdigt være kandidat til rollen som til statsminister i fremtiden Danmark. Trods Sara Lund-sweater og stærke indicier blev regeringen frifundet for sine forbrydelser sidst sagen blev fremlagt juryen bestående af den danske befolkning. Siden valget har stadigt flere dog fået øjnene op for, at Villy Søvndal og Co. er de rette til at afsløre forbrydelsen og sætte en ny dagsorden for fremtiden Danmark. Et Danmark med en stærk sammenhængskraft, grønne visioner, et moderne erhvervsliv og en moderne offentlig sektor, hvor man tænker i mennesker frem for systemer. Hvis stadigt der skulle være enkelte som tvivler på Søvndal og Co.s evner til at opklare forbrydelsen, vil jeg afslutningsvis tillade mig at fremhæve, at Søvndal deler fællestræk med en vis Hr. Indiana Jones.De er begge lærere, de er begge mænd i deres bedste alder og forstår begge, at svinge pisken over deres modstander.

Debat: Uddannelse i verdensklasse?

Af NilsBrøggerJakobsen, Folketingskandidat for SF i Holstebro

Læserbrev: Uddannelse i verdensklasse er et mantra som regeringen gang på gang gentager. Ligegyldigt hvor mange gange dette mantra bliver gentaget er sandheden dog, at uddannelses sektoren i Danmark under den siddende regeringen har været udsat for hårde nedskæringer. Forleden fik jeg videresendt en mail fra en fuldmægtig i Undervisningsministeriet. I mailen orienteres der om de seneste besparelser på 312 millioner kr., som gennemføres i forhold til danske ungdomsuddannelser. Besparelsen er blevet vedtaget som del af den finanslov som fornyelig er blevet vedtaget af regeringen, støttepartiet Dansk Folkeparti og »reformpartiet« Ny Alliance. I mailen er der et link som viser, hvad de besparede 312 mio. Kr. bruges til. Heraf fremgår det, at de 312 mio. kr. bruges til at udbygge det danske fængselsvæsen. Selvfølgelig er det fornuftigt, at have et moderne fængselsvæsen i Danmark, men det skriger til himlen, at regeringen, DF og Ny Alliance frem for at investere i uddannelsessektoren investerer i fængselsvæsnet. Den fortsatte udhulning af undervisningssektoren resulterer i, at flere unge bliver tabt af uddannelsessystemet og potentielt ender som kommende brugere af de danske fængsler. Ovenstående bekræfter, hvordan regeringen betragter straf som svaret på alt, og ikke har sans for forebyggende investeringer som kunne skabe et Danmark godt rustet til fremtiden.

_________________________________________________________________

Debat: Storkonflikt er principiel

Af NilsBrøggerJakobsen, Nærumgade 20, København N. Folketingskandidat for SF, Holstebro-kredsen

Læserbrev: Den forestående storkonflikt har været længe varslet og konfliktens parter har gang på gang gentaget deres synspunkter.

Konflikten drejer sig dog ikke blot om hvorvidt sygeplejersker, SOSUer og andre offentlige ansatte skal have mere i lønposen.

Konflikten er principiel og drejer sig om hvorvidt Danmark i fremtiden skal have en velfærdsstat med lige service til alle eller hvorvidt vi skal have et privatiseret sygehusvæsen finansieret via private sygeforsikringer. Faktum er, at hvis ikke de lavtlønnede offentlige ansatte ved denne overenskomst får en lønstigning som gør, at de blot tilnærmelsesvis følger lønudviklingen i det private arbejdsmarked, så vil det offentlige sundhedsvæsen reelt blive undermineret grundet manglende arbejdskraft og et privat sundhedsvæsen vil være eneste tvungne alternativ, hvis man vil have en anstændig behandling.

Udviklingen er allerede i gang og blandt dem som har råd er det ikke længere ualmindeligt med en privat sygeforsikring.

Der skal på ingen måde herske tvivl om, at SF støtter de faglige organisationers kamp for lige løn for lige arbejde. SF støtter ikke et statsligt indgreb i forhandlingerne, men har tillid til, at parterne udviser den fornødne ansvarlighed og opnår et kompromis som sikrer berettigede bedre vilkår for de lavtlønnede i den offentlige sektor.

Hvis konflikten bliver langvarig, hvilket ingen håber, vil jeg håbe, at Lars Løkke Rasmussen slukker smøgen på sit kontor, stiller rødvinen i skabet og går ud og drikker en kop kaffe med de danskere, som kæmper for lige løn for lige arbejde, inden han overvejer et regeringsindgreb i konflikten.

_____________________________________________________________________

Debat: Udvikling: Friis Bach og verdens fattigste?

Af NilsBrøggerJakobsen, Medlemskonsulent I MS

Gennem de seneste seks år har jeg via frivilligt engagement i Mellemfolkeligt Samvirke og mine studier intensivt arbejdet med betydningen af international handelspolitik i forhold til udvikling blandt verdens fattigste. Gennem årene har jeg flere gange løftet øjenbryn over Christian Friis Bach (CFB)’s holdninger og må sige, at han formår at bidrage til, at debatten omkring international handel i forhold til udviklingslandene ikke står i stampe – tak for det.

I analysen 3.4. mener jeg dog, at kæden noget så grusomt er sprunget af for CFB. Her præsenteres økonomiske beregninger, som viser, at en afslutning af WTO-forhandlingerne vil betyde en global økonomisk gevinst på næsten 100 milliarder dollar. Af dette beløb vil kun 0,4 milliarder dollar gå til verdens fattigste region i form af Afrika syd for Sahara. Samtidig vil hele 79,9 milliarder dollar af de 100 milliarder dollar gå til de rige lande. Selv om CFB er international chef i en af Danmarks største udviklingsorganisationer, får tallene ikke CFB til at ryste på hænderne, og han erklærer prompte, at en global handelsaftale er til fordel for både rige og fattige lande. Det virker meget uambitiøst, at man som repræsentant for en udviklingsorganisation stiller sig tilfreds med, at 0,4 procent af en global velfærdsgevinst går til verdens fattigste lande.

Jeg vil håbe, at CFB som eneste repræsentant for det danske udviklingsmiljø i statsministerens Afrika Kommission vil være i stand til at holde fokus på interesserne hos verdens fattigste.

_________________________________________________________________________

Debat: Tak til Mette Frederiksen

Af Nils Brøgger Jakobsen, Jagtvej 120, København Folketingskandidat for SF i Holstebro.

SF trykker gerne Socialdemokraterne lidt på maven, hvis processen går for langsomt. Læserbrev: Socialdemokraternes næstformand Mette Frederiksen har lanceret 10 teser for et bedre Danmark. Som folketingskandidat for SF modtages dette udspil med kyshånd, da udspillet på en lang række områder åbner op for øget samarbejde mellem SF og Socialdemokraterne. SF har gennem en periode taget forskellige initiativer i forhold til at samle oppositionen og det er positivt, at Mette Frederiksen nu be-svarer disse udspil. Allerede længe før de ti teser har vi i SF meldt ud, at vi er kritiske over for private sundhedsforsikringer da vi mener, at alle skal have lige adgang til sundhedsvæsnet uanset om man tjener 200.000 om året eller 1. mio. Ligeledes har vi i SF altid argumenteret for, at vi alle bliver rigere hvis vi afskaffer fattigdom og at der derfor skal gøres en særlig indsats for at udvikle velfærden i Danmark på dette punkt. I SF ønsker vi et stærkt fællesskab i form af en stærk velfærdsstat. Med en stærk velfærdsstat følger borgerlige pligter i forhold til, at vi alle, efter evne, bidrager til samfundets forsatte udvikling. Derfor er jeg enig med Mette Frederiksens synspunkt i, at man ikke kan tale om borgerlige rettigheder uden også at tale om hvilke pligter, vi som borgere har, i forhold til at bidrage til det fællesskab som traditionelt har kendetegnet Danmark. Samfundets sammenhængskraft via fællesskab bliver i disse år sat under pres grundet yderligere individualisering på arbejdspladsen, på uddannelsesinstitutionen og på ventelisten til operationsstuerne. Tendensen er, at vi frem for at blive betragtet som borgere i stadigt højere grad bliver betragtet som forbrugere som via kapital kan købe sig til goder som personer med mindre midler ikke har samme adgang til. Denne udvikling bør vi som borgere modsætte os og erkende, at markedskræfterne har sine lyksaligheder, men også sine begrænsninger i form af bl.a. at bidrage til øget ulighed. Manglende regulering af markedskræfterne har endvidere negativ betydning i forhold til forvaltningen af naturressourcerne og derfor er det også positivt, at Mette Frederiksen, i bedste SF stil ønsker at gøre op med skattestoppet og reformere vores skattepolitik. SF vil gerne samarbejde, og vi trykker gerne Socialdemokraterne lidt på maven, hvis processen falder os for langsom og mangler progressivitet.

_________________________________________________________________________

Debat: Et proforma-partnerskab?

EU-landene bør have et mere ligeværdigt forhold til Afrika.

Af NILS BRØGGER JAKOBSEN tidligere næstformand i Mellemfolkeligt Samvirke, Jagtvej 120, vær. 710, København N

8/12-9/12 BLEV DER i Portugal holdt EU-Afrika-topmøde. Forrige gang det afrikansk-europæiske forhold blev drøftet, var i 1884-1885, da de europæiske kolonimagter delte Afrika mellem sig. Senest de europæiske og afrikanske ledere mødtes, var i Cairo i år 2000, da EU’s rolle som donor i Afrika blev diskuteret.

Det var planen, at topmødet i Portugal skulle have stået på skåltaler i forhold til, at det var lykkedes EU og Afrika at nå til enighed om de såkaldte økonomiske partnerskabsaftaler (EPA) mellem EU og Afrika. For nogen tid siden stod det dog klart, at der på topmødet ikke ville blive holdt skåltaler omkring EPA-aftaler, da de afrikanske lande, ganske forståeligt, har vist sig meget skeptiske over for disse aftaler. Derfor måtte særligt EU nøjes med at udbringe skåltaler i forhold til et dokument, som vel bedst kan beskrives som en hensigtserklæring i forhold til, at forholdet mellem EU og Afrika skal basere sig på et ligeværdigt partnerskab.

Bedre sent end aldrig

Det er vanskeligt at være imod, at EU og Afrika indgår et ligeværdigt partnerskab, og man fristes til at sige, at det er bedre sent end aldrig, at EU får et mere ligeværdigt forhold til Afrika, frem for blot at se sig selv som enten kolonimagt eller donor.

Inden man dog lader sig forblænde af de pæne ord om ligeværdigt partnerskab, er det nødvendigt at gøre opmærksom på, at hvis ikke partnerskabsaftalen fører til, at EU ændrer sin politik over for Afrika, er partnerskabet ikke meget andet end blot et proforma-partnerskab. Til trods for at det på topmødet blev forsøgt at lancere begrebet partnerskab mellem EU og Afrika som noget nyt, er dette kun i ringe grad tilfældet. F.eks. har der i flere år eksisteret fiskeri-partnerskabsaftaler, og forhandlinger om de andetsteds nævnte økonomiske partnerskabsaftaler (EPA’er) har stået på i mange år. Hvorvidt disse partnerskabsaftaler reelt er til fordel for Afrika, kan der i særdeleshed sættes spørgsmålstegn ved, og senest har to rapporter, bestilt af det danske folketing, vist, at EPA’erne bidrager negativt til Afrikas udvikling. Trods nogen skepsis i forhold til, hvad det reelle indhold af EU-Afrika-partnerskabsaftalen er, skal det retfærdigvis siges, at aftalen anvender en retorik, som forpligter. Samtidig lægger aftalen op til, at Afrika kommer endnu højere op på den europæiske dagsorden, og at der ikke skal gå syv år, før lederne fra de to kontinenter mødes igen. Som en del af partnerskabsaftalen følger en ganske ambitiøs implementeringsstrategi for perioden frem til 2010. Det er dog desværre usikkert, hvor pengene til partnerskabet skal komme fra, og der er ikke afsat nye midler.

EU’s interesse i styrkeforholdet i forhold til Afrika skyldes, at lande som Kina er begyndt at interessere sig for Afrika, og derfor er det for EU blevet vigtigt at få forankret sin position i Afrika.

Langt fra ligeværd

At flere lande er begyndt at interessere sig for Afrika, styrker Afrika i forhandlingerne, og selv om vi reelt er meget langt fra et ligeværdigt forhold mellem EU og Afrika, kan vi håbe, at Afrika er i stand til forhandle bedre aftaler hjem, end det tidligere har været tilfældet. Det kræver imidlertid inddragelse af de civile organisationer; en inddragelse, som EU ikke har ønsket i forbindelse med EPA-forhandlingerne.

EU-Afrika-topmødet tiltrak sig megen opmærksomhed grundet særligt Robert Mugabe og Gordon Brown. I den forbindelse skal det nævnes, at visse kommentatorer mente, dette fokus var belejligt for flere vestlige ledere, fordi det fjernede det egentlige fokus fra topmødets dagsorden. Ligeledes bør det bemærkes, at flere lande syd for Sahara forud for mødet havde signaleret, at de ikke ønskede, at Mugabe skulle stjæle billedet. De ville hellere diskutere de ting, som reelt var på dagsordenen, herunder f.eks. EPA’erne.

Det portugisiske EU-formandskab har lagt stor prestige i topmødet og føler grundet landets historisk store engagement i Afrika samt mange bosiddende afrikanske migranter, at Portugal, om noget, er landet, der kan forene EU og Afrika. Dette til trods for, at der i særdeleshed kan sættes spørgsmålstegn ved, hvor elegant Portugal lod sine tidligere kolonier som f.eks. Mozambique og Angola overgå til nationalt selvstyre.

Citat EU’s interesse i styrkeforholdet i forhold til Afrika skyldes, at lande som Kina er begyndt at interessere sig for Afrika, og derfor er det for EU blevet vigtigt at få forankret sin position i Afrika.

____________________________________________________________________________

Kommentar: TOPMØDE: EU-Afrikatopmødet - slut på kolonitiden?

Af Nils Brøgger Jakobsen

Mange ting skal laves om, før man reelt kan tale om partnerskab mellem EU og Afrika

Forud for EU-Afrika topmødet i Portugal den 8.-9. december er det lykkedes Brown og Mugabe at sættes hver deres dagsorden - med hinandens hjælp. Mugabe har sagt, at han deltager i topmødet, og at han ikke mener, at EU, herunder i særdeleshed Zimbabwes tidligere kolonimagt England, på grund af kolonitiden, har noget at skulle have sagt hvad angår demokrati og menneskerettigheder. Brown vil ikke komme, da han ikke ønsker at sidde ved samme bord som en diktator i form af Mugabe, som med fatale konsekvenser forulemper sit lands folk. De to herrers dagsorden bunder altså i den mørke kolonitid. En kolonitid som det portugisiske formandskab med topmødet endegyldigt ønsker at gøre til fortid samt sætte en ny dagsorden, som bygger på partnerskab mellem EU og Afrika.

Portugal har lagt op til, at der på EU-Afrika-topmødet skal vedtages et 30 siders dokument som i forhold til en bred vifte af udfordringer, skal lægge fundamentet for et forhold mellem EU og Afrika beskrevet som et partnerskab. Papiret følges op af en 50 siders implementeringsplan for perioden 2008-2009. Papirerne fremlægger ikke nye konkrete politiske målsætninger men forsøger at opnå relevans ved at signalere, at EU og Afrika ved at underskrive nu indgår i et partnerskab, hvor man tager fælles hånd om problemerne.

Måske reel milepæl

At der skal stå 2007 i kalenderen, før forholdet mellem EU og Afrika beskrives som et partnerskab, beskriver meget godt, hvilket forhold EU har haft til Afrika - og er i sig selv ganske tankevækkende. Det er endvidere interessant at overveje, hvorvidt papiret kommer til at spille en rolle og reelt markere en milepæl i forholdet mellem EU og Afrika. Forhåbentligt afspejler terminologien ‘partnerskab’ andet end blot det faktum, at EU ikke længere blot er en klub for tidligere kolonimagter men i dag også består af en lang række andre lande.

Topmødet bliver forhåbentligt en milepæl i forholdet mellem EU og Afrika, men desværre er der mange ting, der skal laves om på, før man kan tale om et reelt partnerskab mellem EU og Afrika.

Hvis man eksempelvis ser på samhandlen mellem EU og Afrika, vil man desværre se, at den i dag ligesom i kolonitiden i meget høj grad udgøres af uforarbejdede fødevarer og andre råvarer. Samhandlen er i dag meget begrænset, og hvis man eksempelvis ser på de fiskekvoter, som EU via såkaldte partnerskabsaftaler køber i Afrikansk farvand, er det svært at se, hvordan denne form for handel og partnerskab reelt bidrager til langsigtet udvikling af Afrika.

Sideløbende med topmødet i Portugal foregår der netop i disse dage meget intense forhandlinger om, hvorvidt det skal lykkes EU at få de tidligere kolonilande til at skrive under på en bilateral handelsaftale, som over tid giver EU en stor grad af fri adgang til de pågældende landes markeder. Disse aftaler kaldes økonomiske partnerskabsaftaler. På trods af navnet er det ingen hemmelighed, at EU har skullet tage knap så fine forhandlingsmetoder i brug for at få de fattige lande til at skrive under. Som udgangspunkt skulle de økonomiske partnerskabsaftaler være til fordel for de tidligere kolonilande, men det er ikke uden grund, at landene stritter imod. Al forskning viser, at det såkaldte økonomiske partnerskab vil være en ulempe frem for en fordel for dem.

En meget lavpraktisk, men alligevel afgørende betingelse for, at strategien får ben at gå på, er spørgsmålet om, hvorvidt den er finansieret. Hertil kan der svares, at der ikke følger nye midler med til implementering af strategien, samt at der blandt flere af EU’s medlemslande er udbredt mangel på vilje til at leve op til EU’s målsætninger hvad angår udviklingsbistand.

Gentagelse snart

En anden vigtig betingelse for, at strategien bliver implementeret er, hvorvidt den bliver fulgt op og ikke blot lægges i skuffen. Ikke meget tyder på, at Slovakiet, som har formandskabet efter Portugal, vil gøre meget for at følge op på strategien.

I stedet bør man sætte sin lid til, at den ambitiøse målsætning om at gentage EU-Afrika topmødet om 2-3 år realiseres, og at der ikke igen skal gå syv år, som der gjorde, efter at det første blev afholdt. Som notits skal det her nævnes, at der i 2003 var planer om at afholde et EU-Afrika topmøde, men at det lykkedes Mugabe at forplumre dette.

I Mellemfolkeligt Samvirke har vi i årtier arbejdet med en reel partnerskabstilgang med vores partnere i verdens fattigere lande. Vi ved derfor, at det for at få et partnerskab til at fungere kræves, at de to parter har tillid til hinanden. Endvidere bygger et partnerskab på, at aktørerne skal være demokratisk legitime og ikke blot være top-styrede enheder, som siger en masse pæne ord men efterfølgende blot forsætter med at mele egen kage. Et partnerskab er legitimt i det øjeblik, at de to parter er demokratisk forankrede og implementerer en politik, som befolkningen føler demokratisk medejerskab til og som afspejler, hvad man er blevet enige om.

I Mellemfolkeligt Samvirke hilser vi partnerskabstilgang meget velkommen. Som NGO vil vi gøre vores bedste i forhold til at bidrage til kvalitetssikringen af partnerskabsaftalen og holde politikerne fast på deres fine ord. Personligt får jeg rig mulighed for dette allerede forud for topmødet i Lissabon, da jeg, som resultat af Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde med unge og demokrati i kampen mod fattigdom, er blevet udpeget til at skulle repræsentere den danske ungdom på det forudgående EU-Afrika ungdomstopmøde i Lissabon.

Nils Brøgger Jakobsen er medlem af Mellemfolkeligt Samvirkes bestyrelse

________________________________________________________________

Dansk udviklingspolitik udenrigspolitiseres.

Af Nils Brøgger Jakobsen næstformand i Mellemfolkeligt Samvirke

De danske udviklingsorganisationers engagement i Irak har været til debat, dels i Information den 25. juli, og dels i deadline hvor Venstres’ udenrigs- og udviklingspolitiske ordfører, Jens Hald Madsen (JHM), kritiserede danske NGO for ikke at engagere sig i genopbygningen af Irak.

For organisationer som Mellemfolkeligt Samvirke er det helt afgørende, at forskellene mellem militære interventioner og humanitært arbejde fremstår soleklare. En militær aktion har altid et politisk sigte og adskiller sig alene herved fra det humanitære arbejde. Hvis der kan stilles spørgsmålstegn ved de humanitære organisationers politiske neutralitet forringes deres troværdighed og deres arbejde med lokalbefolkningen vanskeliggøres.

Desværre er det dog ikke nogen overraskende nyhed, at JHM ønsker at politisere den danske udviklingspolitik.

Generel udvikling

Under den siddende regering har vi set en konstant udvikling i retning af tættere kobling mellem udvikling og udenrigspolitik. Samtidig med de generelle nedskæringer af udviklingsbistanden har man således set et voksende fokus på nærområdeprogrammer, som til dels har til formål, at bremse flygtningestrømmen til EU. Også regeringens såkaldte ‘Offensive Handelsstrategi’ bidrager til en tættere kobling mellem dansk erhvervspolitik og udviklingspolitik. Et tredje eksempel er regeringens netop offentliggjorte Afrika strategi, hvor der fokuseres på jobskabelse for unge. Dette emne er selvfølgelig yderst relevant i en region af verden, hvor den reelle arbejdsløshed opnår højder som vi på vore breddegrader slet ikke kan forestille os. Man fornemmer dog, at baggrunden for det valgte fokus handler om mere end lokale Afrikanske interesser, og også har til formål, at bremse immigrationen til Danmark og resten af EU.

Også Udviklingsminister Ulla Tørnæs’(UT) involvering i sagen omkring den dræbte irakiske tolk er endnu et eksempel på, hvordan grænsen mellem udviklingspolitik og udenrigspolitik er blevet flydende. Denne varme kartoffel i tolkesagen endte ikke bare hos UT på grund af kollegiale forhold i regeringen, men fordi der blev brugt danske bistandsmidler i forbindelse det danske engagement i Irak.

Dansk bistand har traditionelt modtaget meget høj international anerkendelse. Hvilket skyldes, at Danmark altid har givet kvalificeret bistand ud fra faglige argumenter, baseret på baggrund af lokale behov, frem for nationale egeninteresser. Afvigelse fra dette princip kan resultere i, at der ikke blot er sket en kvantitativ nedskæring af dansk bistand, men også en kvalitativ udhulning.

Dette synspunkt understøttes af OECD’s seneste evaluering af dansk bistand, hvor netop de mange politiske initiativer kritiseres for, at undergrave de langsigtede strategier i dansk udviklingspolitik. For at bremse den negative og stigende politisering af dansk udviklingsbistand har Mellemfolkeligt Samvirke foreslået, det vi kalder ‘en ren procent’. Vi ønsker, at den danske bistand igen sættes op på en procent og samtidig kvalitetssikres. Hermed vil bl.a. forskellen mellem udviklingspolitik og udenrigspolitik igen blive tydelig, og det vil ikke længere være muligt, at danske bistandskroner bruges på tvivlsomme projekter, som hører til under forsvarsministeren.

Debat: Konservativ konservatisme.

Debat: Uddannelse i verdensklasse?

Debat: Storkonflikt er principiel

Debat: Udvikling: Friis Bach og verdens fattigste?

Debat: Tak til Mette Frederiksen

Debat: Et proforma-partnerskab?

EU-landene bør have et mere ligeværdigt forhold til Afrika.

Kommentar: TOPMØDE: EU-Afrikatopmødet - slut på kolonitiden?

Om bloggen

Kategorier

Nye indlæg

Sider

Links

RSS-links